For evt. nysgerrige vil jeg lige orientere om, hvad der indtil videre er sket i sagen. Jeg sendte en mail til den ansvarlige for tilsynet med fortidsminder ved Nordjyllands Historiske Museum, der har tilsynet i området. Vi har så skrevet lidt frem og tilbage, og pt. regner jeg ikke med at gøre mere ved sagen.
Herunder har jeg indsat de mails, vi har udvekslet.
-----------
1. juni
Vedrørende Durup-stenen
26. maj lagde jeg vejen forbi Durup-stenen ved Nøragergård. Desværre
må jeg sige, at fortidsmindets tilstand gjorde mig noget bedrøvet.
Jeg havde inden mit besøg læst mig frem til, at stenen i 2009 af en
besøgende, Lars Larsen, var fundet liggende på jorden nær den på
daværende tidspunkt nedbrændte hovedbygning (
runestene.blogspot.com...vegne.html
) . Ud fra beskrivelsen fra dengang kunne jeg ved mit besøg
konstatere, at det eneste, der siden er sket, er, at stenen er blevet
rejst op. De øvrige sten, som Lars Larsen observerede og som ses på et
af hans fotos, ligger således stadig og flyder ved siden af.
Samtidig er runestenen ramt af temmelig kraftig mos/lav-bevoksning,
hvilket absolut ikke kan være befordrende for dens bevaringstilstand.
Og da dette forår har budt på mindre nedbør end vanligt, formoder jeg
endda, at det kunne have været meget værre, hvis vi havde haft en mild
og fugtig vinter efterfulgt af et fugtigt forår.
Det er åbenlyst placeringen i en skovbevoksning, der giver problemer,
da stenen står i konstant skygge og området formodentlig er mere
fugtigt end det åbne landskab.
Samtidig ærger det mig, at et så forholdsvis sjældent fortidsminde som
en runesten er placeret så meget gemt af vejen. Så vidt jeg har
forstået, er stenen endda egentlig placeret på privat grund, hvorfor
jeg faktisk var på kant med loven, da jeg besøgte stenen uden på
forhånd at have spurgt ejeren om tilladelse. Vel og mærke en ejer, der
- igen, så vidt jeg har forstået - er besat på Sjælland og kun bruger
Nøragergård som sommerbeboelse.
Det var så måske til at leve med, hvis ejeren åbenlyst havde interesse
for runestenen, men det lader på ingen måde til at være tilfældet.
Først får den lov til at henligge i skovbunden, indtil nogen brokker
sig, og dernæst bliver der blot gjort det mindst mulige.
Tidligere har stenen tilsyneladende været overdækket af et lille hus (
runer.ku.dk/VisGenstan...Durup-sten ), der har givet
en vis klimaskærming, men det er jo ikke tilfældet nu, og jeg ser
ingen tegn på, at der skulle være planer om noget sådan igen.
Tværtimod har den vel fået noget af den værst tænkelige placering
bevaringsmæssigt.
Jeg må fuldt ud tilslutte mig Lars Larsen, der efter besøget i 2009
foreslog stenen flyttet til Durup Kirke, hvor den i sin tid blev
fundet. En placering fx i våbenhuset ville sikre en fornuftig
klimaskærming og en bedre offentlig adgang til stenen. Jeg kan faktisk
slet ikke se, hvad der skulle tale imod en sådan løsning. Den
nuværende ejer er åbenlyst ligeglad med den, og en flytning må kunne
arrangeres for et yderst beskedent beløb, som til gengæld i længden
vil medføre besparelser til stenens vedligeholdelse.
Jeg må i øvrigt undre mig over, at Durup-stenen ifølge registreringen
i Fund og Fortidsminder (
www.kulturarv.dk/fundo...tet/23562/ ) slet
ikke er fredet! Jeg kan forstå behovet for at afvige fra de sædvanlige
frednings-zoner omkring stenen, men det må da være en fejl, når den
står noteret som ikke-fredet? Ligeledes virker det mærkværdigt, at
stenen tilsyneladende ikke har haft museal opmærksomhed siden 1953,
hvor man konstaterede, at stenen var truet af vejrliget og
tilsyneladende udførte en mindre restaurering, således at bagerste
højre kant ikke længere er løs.
Jeg håber, at Durup-stenen i den nærmeste fremtid vil blive budt på
bedre forhold end i dag, således at denne budbringer fra fortiden også
kan glæde, forundre og inspirere kommende generationer.
Til orientering har jeg vedhæftet et par fotos optaget ved mit besøg ved stenen.
Mvh.
Jakob Øhlenschlæger
----------------------
1. juni
Kære Jakob Oehlenschlaeger
Tak for din henvendelse.
Undertegnede, der fører tilsyn med museets godt 6000 fredede fortidsminder, har de forløbne to år i forskellig anledninger og på opdrag af diverse interessenter tilset runestene adskillige gange. KUAS er hver gang informeret. De har påbudt lodsejer at mærke stenen behørigt af, mens restaureringsarbejdet foregår. Tiltag til flytning på længere sigt har mig bekendt ikke været drøftet.
Jeg er imidlertid helt enig med din bekymring og vil advisere KUAS endnu en gang enten i eftermiddag eller fredag. Jeg skal tillige mødes med den ansvarlige sagsbehandler torsdag, hvor emnet kan tages op igen.
At stenen ikke figurerer i FF, har jeg ikke bemærket. Derimod er den angivet særdeles fejlafsat.
Med venlig hilsen
Lone Andersen
--------------------
3. juni
Kære Lone Andersen
Tak for venlig og informativ respons. Jeg formoder, at når stenen
optræder blandt ikke fredede fortidsminder i F&F (sammen med diverse
overpløjede gravhøje osv.) er det en eller anden teknisk ting, der er
glippet ved overgangen til det nye system for noget tid siden. SÃ¥ vidt
jeg husker, kunne man i det tidligere system ikke umiddelbart på
kortet se, om der var tale om et fredet fortidsminde, men til gengæld
kunne man se fredningsnummeret under det detaljerede oplysninger,
hvilket så nu ikke længere er muligt. Måske er fredningsnummeret
ganske enkelt aldrig blevet registreret i DKC, hvorfor systemet nu
automatisk tildeler runestenen en blå markering i stedet for den
korrekte røde.
Under alle omstændigheder er jeg nu ganske tryg ved, at runestenens
velfærd er i gode hænder.
Mvh.
Jakob Øhlenschlæger
---------------------
3. juni
Kære Jakob
Saftsuseme om du ikke har ret!
Har lige været inde og tjekke FF og knageme om KUAS og min institution har korresponderet med selveste KUAS (siden Nøragergård brændte) navngivende runestenen FM 1611:117. Uden nogen har taget notits af, at det er fredningsnummeret for voldsted og helligkilde.
Således ser det ud til, at der reelt ikke er et fredningsnummer (om end sten naturligvis er umiddelbart fredet) til Nøragergård runesten.
Hvilken uorden. Jeg må vist hellere få redt trådene ud med KUAS.
Forhåbentlig vil du kunne se de korrekte angivelser i FF inden længe.
Med venlig hilsen
Lone Andersen
----------------
5. juni
Kære Lone
Med 30.000 fredede fortidsminder skal der jo næsten være en fejl et
eller andet sted. Blot sjovt, at ejeren åbenbart allerede for 120 år
siden var villig til at lade stenen frivilligt frede, uden det
tilsyneladende blev sat i værk. Berejseren må være blevet optaget af
andet dengang i 1891, så hans planer er gået i vasken: "Den nuværende
Ejer af Nøragergaard Hr. Proprietær H. Kjeldsen har erklæret sig
villig til at fredlyse Stenen. Da jeg afventer en Eftersøgning af de
manglende Stykker, hvilken vil blive iværksat under mit Opsyn, har jeg
foreløbig ingen Declaration udfærdiget paa Fredningen." Må næsten være
det, der har distraheret ved 2. herredsberejsning i 1953, så man ikke
har tænkt på at tildele stenen et fredningsnummer, for den var jo
fredet i forvejen.
Det er forøvrigt åbenbart gået dobbelt galt for databasen Danske
Runeindskrifter, der i omtalen af Durup-stenen (
runer.ku.dk/VisGenstan...Durup-sten ) angiver
fredningsnummeret som 1612:117. Nok blot en tastefejl (1 og 2 sidder
jo også så kattens tæt på hinanden), men det kan jeg jo så belemre dem
med, når der foreligger et korrekt nummer, de kan skrive i stedet.
Mvh.
Jakob Øhlenschlæger
-------------------------