Jævnlig er emnet om gps'ers nøjagtighed oppe at vende. Ofte om en smartphone er lige så nøjagtig som en håndholdt dedikeret gps eller om en bestemt gps er bedre end andre.
Nu har jeg så omsider fundet en fornuftig måde at teste det på, som alle burde være i stand til at udføre, uanset hvor de befinder sig i Danmark, uden at skulle bevæge sig alt for langt hjemmefra.
Jeg lægger ud med at beskrive metoden, nævner kort nogle unøjagtigheder/fejlkilder i metoden og så kommer de testresultater, jeg fik i dag, da jeg afprøvede metoden. Forhåbentlig vil andre så teste deres enheder og dele resultaterne, især hvis de skiller sig ud (negativt eller positivt).
Testmetoden
Til brug for opmålinger findes der rundt omkring i Danmark en række trigonometriske stationer. I sin tid har man på disse steder rejst en søjle i granit eller murværk, ca. en meter høj, med en metalknap på toppen, et såkaldt postament. Metalknappen angiver det præcise fikspunkt, som man i sin tid udnyttede ved opmåling af Danmark vha. triangulering.
Det betyder, at positionerne for disse metalknapper på toppen af postamenterne er noget, der kendes fuldstændig nøjagtig af Kort- og Matrikelstyrelsen. De har da også etableret en webservice, Valdemar, hvor man kan hente information om disse fikspunkter. Et eksempel i pdf-format:
www.kms.dk/NR/rdonlyre...rmdump.pdf . Bemærk at koordinaterne er angivet i UTM med tre decimaler, altså hamrende præcist.
Desværre koster det temmelig meget at bruge Valdemar. Heldigvis findes der folk, der synes, det er sjovt at opsøge postamenter og derfor har lavet en hjemmeside med en fortegnelse over dem:
postamenter.dk/ .
Og nu er vi så fremme ved metoden til at teste, hvor nøjagtig ens gps er:
1. Opsøg et postament
2. Placer din gps over metalknappen. Den skal være indstillet til ETRS89 (eller WGS84, hvis ETRS89 ikke er muligt) og UTM
3. Noter koordinater, højde, hvilken nøjagtighed gps'en angiver og hvor mange satelitter, den registrerer
4. Sammenhold de målte koordinater og højde med koordinaterne og højden for postamentet fra hjemmesiden
Resulatet er, at man kan se, hvor præcis ens gps har målt både koordinater og højde, om gps'ens angivelse af nøjagtighed passer og forholde sig til, om et evt. dårligt resultat kan skyldes, at gps'en ikke kunne registrere tilstrækkelig mange satelitter.
Unøjagtigheder og fejlkilder
Postamenter.dk angiver "kun" koordinaterne og højder som heltallige værdier, dvs. afrundet til nærmeste hele meter. Det samme gør gps'en. En forskel i værdier på 1 kan således skyldes en væsentlig mindre forskel (fx 0,4 og 0,6). Bruges WGS84 i stedet for ETRS89 er der en forskel på ca. 30 cm mellem koordinater i de to systemer.
Der er således sammenlagt en kraftig mulighed for, at en forskel på kun 1 i værdierne kan forklares med afrunding og forskel i datum. Og således er der måske ikke noget forkert i, at de målte koordinater er fire meter ved siden af, selvom gps'en kun angiver en unøjagtighed på tre meter.
Det må også antages, at der kan være visse forskelle i nøjagtigheden fra dag til dag og fra sted til sted. Ideelt set burde man således teste gps'ers nøjagtighed ved samme fikspunkt og på tilnærmelsesvis samme tidspunkt, men det er formodentlig en ganske lille fejlkilde.
Testen viser ikke, hvor god gps'en er til at fange satelitter under vanskellige forhold, fx i en skov. Formodentlig er antennen afgørende her, og smartphones har næppe samme antennekvalitet som en dedikeret håndholdt gps. Denne faktor må man således tage højde for i valget af gps uden støtte i denne test.
Mine testresultater med HTC Sensation
Jeg opsøgte i dag, 14. juni 2012, to postamenter. Det var en let overskyet dag (blot angivet, hvis det skulle vise sig at have indflydelse, om 14 dage kan man jo ikke huske det). Den anvendte app var GPS Status.
Test 1
Postament: Hvilehøj, Randers
Angivet nøjagtighed: +/- 4 m
Satelitter: 11/11
MÃ¥lt position: 563141/6260817
Målt højde: 62 m
Korrekt position: 563144/6260815
Korrekt højde: 63 m
Fejl position: 3/2
Fejl højde: 1 m
Test 2
Postament: Hohøj, Mariager
Angivet nøjagtighed: +/-3 m
Satelitter: 10/10
MÃ¥lt position: 561368/6278273
Målt Højde: 111 m
Korrekt position: 561366/6278273
Korrekt højde: 110 m
Fejl position: 2/0
Fejl højde: 1 m