Uden at have kigget nærmere på det, vil jeg tro, at den blå skravering markerer en såkaldt naturfredning. I 1978 blev søer, vandløb og moser nemlig omfattet af en generel fredning. Det er en fredning, som fx betyder, at ejeren ikke uden videre må afvande mosen eller begynde at grave tørv. På samme måde må hedeområder ikke lægges under plov for at skabe nye landbrugsområder osv.
Det har altså (formodentlig) slet ingen betydning for brugen af detektor. Jeg går ud fra, at de røde prikker til højre på kortet er fredede gravhøje. Omkring dem ses en markering i 100 meters afstand fra gravhøjen (de brunlige cirkler). Det er en byggelinje, som betyder, at man ikke må foretage væsentlige ændringer i landskabet i den afstand fra fredede fortidsminder. Fx bygge veje, huse o.l. Derimod må man fx gerne dyrke jorden og bruge metaldetektor.
Det ser ud til, at der er en markering med brunt af et større område, bl.a. mellem gravhøjene øverst og nederst, men hvad det drejer sig om er jeg mere i tvivl om. Så vidt jeg husker kan man på Miljøportalen få oplysninger frem om de temaer, der vises (fx fredninger) ved at gå ind i en funktion og derefter klikke på det rette sted på kortet, men jeg husker ikke præcist, hvordan det foregår.
Det relevante for brug af metaldetektorer er imidlertid, at man ikke må bruge den på fredede fortidsminder og i to meters afstand fra disse. Det gælder også kirkediger, hvilket måske ikke lige er så indlysende.
Man kan også formulere det på en anden måde: De steder, hvor landmanden pløjer, må du også gå med detektor.
Det skal selvfølgelig tages med det forbehold, at det sker, at landmænd pløjer for tæt på fredede fortidsminder. På den anden side rummer den som tommelfingerregel også en anden nyttig overvejelse: Man bør være tilbageholdende med at gå på udyrkede arealer, også selvom man efter lovens ord godt må gå der. På en pløjet mark rodes de øverste ca. 30 cm grundigt rundt en gang om året, og vi gør ingen skade ved at samle oldsager op fra de samme ca. 30 cm, så længe vi nøje noterer os fundstedet og sørger for at indlevere dem til det lokale museum. Ved et udyrket område kan de uforstyrede kulturlag imidlertid ligge lige under overfladen og man risikerer at ødelægge den sammenhæng, fundet indgår i, ved at grave det op med vores ret grove gravemetoder. Fx kunne et depotfund være nedsat i en beholder af organisk materiale, hvor det eneste bevarede spor er en mørkfarvning af jorden. Eller nedsat i et stolpehul, som også kun er bevaret som en anden jordfarve.
Det var en sådan detektorsøgning i udyrket område, der i begyndelsen af 1980'erne fik Skalk til at lave en forside med overskriften "Metaldetektoren - den har Fanden skabt" og der blev udsendt en pamflet, der advarede mod de ulykker, man kunne forårsage med en metaldetektor. Heldigvis gik udviklingen i en god retning derefter, men det var lige ved at ødelægge forholdet mellem detektorbrugere og arkæologer. Selve fundhistorien fra dengang kan man læse om her:
pure.au.dk/portal/file...anefae.pdf (er længe om at åbne)