En historie fra Arilds tid.
I påsken inviterede min makker en ”ven” (A) med ud på vores fælles stykke, hvor A var så heldig at finde en tempeldenar fra 600-tallet. Et meget sjældent fund, som vil udløse en anseelig danefægodtgørelse.
Senere på foråret finder jeg ud af, at A og jeg går på samme stykke ved Øster Nykirke. Stykket er ejet af kirken, hvorfor jeg har spurgt sognerådsformanden om lov til at gå på stykket. A har spurgt forpagteren.
Vi har altså begge to lov til at gå på jorden ved Kirken, men da A, gennem min makker, finder ud af, at jeg også går på stykket bliver han rasende og beder mig om at pisse ad helvede til. Dette til trods for at jeg har fået lov til at gå på stykket af ejeren, og endda flere måneder før A får lov af forpagteren.
Jeg tager kontakt til A for at finde en løsning, så vi begge kan gå på stykket, men A siger: ”hvorfor helvede skal tre have lov at gå på stykket”. A raser videre og henvender sig til sognerådet for at få mig smidt ud. Alt dette resulterer i, at vi begge bliver smidt på porten af sognerådet.
Jeg har svært ved at forstå A’s ejermentalitet, og inviterer ham på en tur sammen med min makker og to andre for at få talt ud om sagen, og gyde olie på vandene. På den tur finder min makker en stump af et bronzesværd på en overpløjet gravhøj. Han viser mig fundet, da jeg kommer hen til ham, hvorpå jeg går videre – det gør man jo. Efter mig kommer A, som straks starter med at lede efter flere stumper uden at spørge min makker om det er ok, og senere finder A et stort stykke af bronzesværdet. Da dagen er slut samles vi, og der er det skik og brug, at aflevere stykker der skal indsendes til danefævurdering til dem der har inviteret – dette gør A ikke, han drager bare hjem med stykkerne. Trods flere rykkere har A endnu ikke afleveret stykkerne af bronzesværdet!
I dag erfarer jeg så, at A har været ude ved ejeren af det stykke hvor han fandt tempeldenaren, og fået lov til at gå der, mod løfter om at aflevere 50% af danefægodtgørelsen til lodsejer. Her er det så åbenbart ok, at vi alle tre går på stykket.
På stykket er der fundet mange gode fund fra jernalder og vikingetid, og det er jo nok den viden, og så drømmen om endnu en tempeldenar, der driver A til at overskride grænsen for anstændighed.
Ovenstående er tre eksempler på grov og manipulerende opførsel, som jeg mener er ødelæggende for vor hobby, og for de uskrevne regler der ligger om at respektere adgang til jordstykker gennem invitationer.
Hvad stiller man op med sådan en person? Hvad ville I gøre ved en, som I havde inviteret til at gå på jeres bedste stykke, hvis han gjorde som A har gjort?
Vi kan ikke få ham til at forstå, at han ikke er velkommen på de lodder hvor jeg har gået i ti år?
|