Dennis finder også andet end sølv - Her i distriktet har vi en museumsinspektør, der er meget interesseret i de forvredne klumper og stumper af tidligere smeltet metal. Selvfølgelig ikke aluminium, zink og den slags, men især kobberlegeringer og lign. Og fodfolket samler det naturligvis troligt ind, så længe det ønskes.
Som regel er klumperne 'stumme levn' for os lægfolk, og tidligere blev de vist også bare arkiveret lodret, men takket være naturvidenskaberne i disse tider, kan man lokke mængder af information ud af dem - og dermed om lokaliteten de er opsamlet på.
Denne klump, som gav Dennis en solid omgang midlertidig tinnitus, er dog anderledes, eftersom den nærmest er et 'talende levn' og det er en af de mest spændende, jeg endnu har set.
Der lader til at være stadig tydelige rester af det, klumpen enten var da den blev smeltet, eller evt. det, den var på vej til at blive (dog nok mest det første). Man ser rester af et buet stykke stikke ud af den bulede forside, og på bagsiden er der en lille, men markant tap ud, der kunne være rester af et nålefæste. Desuden er der spor af andre, men helt udviskede mønstre/former, som enten godtgør at der må være eet stort, eller et par små 'oprindelige' genstande indeni. Muligvis vil et røntgenfoto eller andre metoder kunne fortælle mere, og jeg håber da, jeg når at opleve at få det at vide ;)
Men hver en klump tæller ! |
|